Udskoling

Udskoling


Vi har tre udskolingsgrupper på Vikasku, som varierer i antal og sammensætning alt efter den enkeltes udfordringer, modenhed og behov. Udskolingen bor i en bygning for sig selv på den anden side af vejen, hvilket for de fleste giver følelsen af lidt højere status og alvor - på den gode måde. De elever, der rykker over fra mellemtrinnet, oplever, at der er lidt mere frihed, men også forventninger om mere modenhed og selvstændighed. Det har for de fleste en ret god effekt. De ranker ryggen og er lidt nervøse og stolte over at skulle gå de 35 meter over vejen.

Pædagogisk tilgang
I udskolingen arbejder vi med en pædagogisk indgang til de unge, hvor ansvar for egen læring og udvikling er i fokus. Vi arbejder med regler, normer og den voksne som autoritet ved at inddrage den unge i selv at tage et større ansvar for egen læring og forholde sig til resten af gruppen og egne handlinger.

Denne pædagogiske tilgang betyder, at processerne i højere grad er formet af argumenter og diskussioner, hvor de unge i nogen grad selv skal tage stilling til forskellige spørgsmål. På den måde lærer de at tage ansvar, drage egne konklusioner og foretage egne valg.

Denne tilgang betyder også, at de unge konstant reflekterer over etik, holdninger og de handlinger, gruppen og den unge selv foretager. Undervisernes rolle er derfor en anden end for de yngre børn. De voksne er for den aldersgruppe ikke længere så væsentlige som rollemodeller som kammerater og ungdomsgrupper. Det bliver derfor undervisernes rolle at udfordre dem kontinuerligt med hensyn til, hvad der sker i det sociale og faglige rum. Men det er stadig de voksne, der sætter rammerne og former en god holdkultur.

Folkeskolens prøver
I udskolingen arbejder vi frem mod folkeskolens afgangsprøver i 9. og 10. klasse. Det betyder, at der stilles forventninger til et fagligt indhold og niveau, der matcher de krav, der normalt stilles i folkeskolen under hensyntagen til den enkeltes kompetencer og faglige udfordringer.

Praktik og job
De unge i vores udskoling præsenteres i forløbet for erhvervspraktikker, brobygning, arbejdsplads og skolebesøg. Vores unge skal arbejde med en uddannelsesplan, og det sker i tæt samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning på Frederiksberg (UU Frederiksberg) som forberedelse til et fremtidigt uddannelsesvalg.

Til den opgave har vi en lærer, der specielt står for den opgave i samarbejde med de forskellige teams.

Kommentarer fra de unge

"De er der altid. Man kan ringe og skrive. Man må ringe til alle"

"De taler på en helt anden måde til mig end på andre specialskoler"

"De voksne giver ikke op på en"

Udskoling fysik