Visitation

Visitation



Trygge børn og unge giver glade forældre
Sagsbehandlere og forældre er altid velkomne til at kontakte os på Vikasku og høre nærmere om, hvad vi tilbyder, og om vi har en ledig plads. Vi tager gerne en samtale om et barns eller en ungs behov, og på den baggrund vurderer vi, om Vikasku kunne være det rigtige tilbud. Hvis det er tilfældet, er næste skridt inden en visitation, at vi får tilsendt de relevante akter fra sagsbehandleren. Med dem i hånden kan vi tage kvalificeret stilling til, om vi kan yde den indsats, barnet eller den unge har behov for. Når dette er på plads, tager vi det første møde med sagsbehandler, forældre og barnet eller den unge.

Det første møde med en ny skole er utrolig vigtigt for både forældre og børn. Mange kommer med dårlige erfaringer fra andre skoler, og endnu et skoleskift kan være utrygt og uoverskueligt for barnet eller den unge. Det handler derfor om fra starten at kunne skabe en tryg stemning og troen på, at der kan ske en positiv udvikling.

Vigtigt førstehåndsindtryk
Derfor lægger vi stor vægt på den første kontakt med børn og forældre. Forældre tilbydes at komme på et uformelt besøg for at se stedet an, inden et egentligt visitionsforløb begynder. På den måde kan de selv tage stilling til, om Vikasku er det rigtige sted. Vi taler med forældrene om, hvad der skal til, for at netop deres barn vil føle sig trygt og forstået i en ny skoleramme. Efter aftale med sagsbehandler laves der et besøg med forældrene og deres barn/unge. Da børn/unge og forældre ofte selv har en holdning til, hvordan et godt besøg skal være, tilpasser vi altid vores visitationer, så det giver bedst mening for dem.

Forventningsmøde
Barnet eller den unge får fra begyndelsen tildelt en primær voksen. Senest tre måneder efter opstart afholdes der et opstartsmøde, hvor sagsbehandleren, forældrene og barnet deltager sammen med en primærvoksen og en fra behandlerteamet.

Formålet med dette møde er at afstemme handleplansmålene med barnet og familien. På det tidspunkt kender alle hinanden bedre, så det er muligt at udarbejde en langt mere relevant individuel delplan end ved visitationen.

Fokus på positivt skoleskift
De første måneder efter, at barnet eller den unge er begyndt hos os, har vi fokus på, at han eller hun bliver glad for at gå i skole. På Vikasku siger vi, at vi "kakao-elsker" børnene/de unge i denne periode. Vi er alene optagede af, at barnet/den unge og dets forældre oplever skoleskiftet som positivt, og at den nye skolehverdag er anderledes. Det er vigtigt for at kunne skabe en god platform for udvikling.

Vi sætter flere ressourcer af til indkøring. For os handler det om at:

  • Kunne tage barnet ud af undervisningen, hvis der er behov for noget andet.

  • Have fokus på at opbygge gode kammeratskabsrelationer for barnet.

  • Sørge for, at både barnet og dets forældre får en tæt og tillidsfuld relation til den primære voksne og den familiebehandler, der følger familien i indskrivningsperioden.

"Mor siger Vikasku er en gave for mig" - Pige i indskolingen

"Nogle voksne er gode til at opdage når man er ked af det indeni" - Dreng på mellemtrinnet

"Selv når mit barn er utilfreds, er hun tryg ved at hun hører til her" - Mor til barn i indskolingen

visitation 2